Kan man holde fest, når nogen er død?

Etiske overvejelser fylder meget i arbejdet som sygeplejerske på et børnehospice. Kan man fx holde fest, når nogen er død? Læs med her.

I sidste uge havde vi 2 dødsfald i Strandbakkehuset; og selvom vi er et børnehospice, hvor børn kan komme til livets afslutning, bliver det aldrig hverdag i vores hus, fordi det – heldigvis – ikke sker så tit.

Det er indlysende, at der er stor sorg og menneskelig tragedie forbundet med et barns død; men i et hus som vores, skal der være plads til at håndtere følelser og behov, der stritter i alle mulige retninger.

De to børn havde begge søskende, og børn håndterer sorgen og tabet på en anden måde end voksne. De stopper ikke med at lege og slå vejrmøller. De stopper ikke med at grine og have basale behov. Og de glæder sig stadig til planlagte begivenheder…

Søskendebørnene i de to familier, hvor børnene døde tirsdag og torsdag, havde om mandagen været i fuld gang med at planlægge MGP-fest til om lørdagen med storskærm, udsmykning, slik og farverige drinks.

Selvom der pludselig blev andet at se til, blev det også klart for os, at familierne og selvfølgelig særligt børnene, havde set frem til denne festaften og stadig gjorde. Den ene familie spurgte os, om de måtte blive her til søndag og holde MGP-fest lørdag aften, som planlagt.
Den anden familie, som også havde mistet et barn, var taget hjem på det tidspunkt, men det forlød sig, at de havde planlagt at komme på besøg til MGP-festen.

Vi, der skulle være på arbejde, kiggede hinanden i øjnene – lidt rådvilde, for det her var ukendt land. Men da vi havde sikret os ledelsesmæssig opbakning, var vi modige og sagde: "Det gør vi selvfølgelig – vi skal have en fest!"

Vores værdigrundlag og motto i Strandbakkehuset er "Liv, Leg og Lindring", så det er vigtigt for os at gå forrest, når det drejer sig om at vise, at døden er en del af livet, og der kan og skal være plads til livet og legen, hvilket der for familierne kan være stor lindring og forløsning i at opleve.

Det skulle dog vise sig, at kræve overvejelser og håndtering af forskellige dilemmaer undervejs. Det første viste sig i forhold til den familie, som allerede havde forladt Strandbakkehuset med deres døde barn. Vi blev pludselig i tvivl, om det var grænseoverskridende at kontakte dem for at invitere dem til fest. De vidste jo ikke, at det syge barn i den anden familie også var død.

Familien, der stadig var her, var helt med på, at vi informerede om dødsfaldet, og så skrev vi simpelthen en sms, hvor vi skrev "undskyld, vi trænger os på", men at vi efter aftale med familien her orienterede om dødsfaldet og at, hvis de havde lyst, var velkomne til den planlagte MGP-fest. Vi fik straks svar tilbage, at vi overhovedet ikke trængte os på, og de var beærede over, at den anden familie ville lukke dem ind, og at børnene glædede sig meget.

Nattevagterne til lørdag havde gjort klart med stemmesedler og alskens printet pynt fra DR´s hjemmeside.
I vagtskiftet havde vi igen en vigtig refleksion omkring den helt specielle situation. For os nyt land – og vi måtte endnu engang sande, at her er vi pionerer, og ind imellem kan vores arbejde synes grænseløst. Vi må kaste os ud i at gøre nogle erfaringer og blive klogere ad den vej.

I løbet af dagen var vi beskæftiget med at gøre klar til fest. Vi klippede og klistrede, pustede balloner op, gjorde storskærmen klar, pyntede osv. Så satte vi os sammen med familien som, ved siden af vores oppyntning, havde planlagt en festmiddag med mexicanske pandekager og slikspyd for alle i huset.

Ud over de to familier, som havde mistet, var der nemlig også en tredje lille familie i Strandbakkehuset. En mor med sit lille syge barn og en storebror.
Den mor havde holdt sig i baggrunden i forbindelse med de to dødsfald, hvilket er meget naturligt, for: hvad siger man lige? hvad gør man lige? Så en helt uventet gevinst ved, at vi holdt fest i huset var, at denne mor fik en unik mulighed for at være tæt på de to familier.
Vi kunne som personale støtte hende i at være til stede på en god og naturlig måde, og hun fik mulighed for at udtrykke sin medfølelse til familierne. Efterfølgende har hun fortalt, at det var stort for hende at være sammen med familierne denne aften og snakke med dem om, hvad de er gået igennem og høre deres fortællinger.
Hendes ældste dreng havde jo leget med de andre børn i hele forløbet, så også for ham var det en god fest med mange legekammerater.

Der var stor gensynsglæde da den inviterede familie kom - både blandt børn og voksne. Børnene gik straks i gang med at lege i hele huset og snakken gik blandt forældre og personale.
Det blev en helt særlig aften, hvor både sorg og glæde var til stede, og der blev knyttet bånd, udvekslet adresser og telefonnumre og lavet legeaftaler. De talte sågar om, "at nu havde de deres egen lille sorggruppe."

Fagligt kunne vi tillade os at være stolte af vores indsats. Vi havde formået at skabe et tiltrængt og meningsfyldt pusterum for familierne, som vi kunne se var væsentligt og fuld af omsorg, også fordi det gav dem mulighed for igen og igen at få fortalt deres historie og mulighed for at grine og hygge sig midt i sorgen. Det var alle dilemmaer og svære overvejelser værd.

For os som personale blev denne aften og forberedelserne til den også et led i vores bearbejdelse og regenerering oven på dødsfaldene. Vi er meget tæt på familierne og bliver naturligvis meget berørte af deres situation og sorg, og vi fik mange gode snakke. Så kan man holde fest, når nogle er døde? Som afslutning i lige netop vores hus, og lige netop denne gang med lige netop disse familier, var dét det helt rigtige at gøre.