08/11/2019
Tak for sidst!
- 100 gæster overværede første spadestik
Det blev en rigtig festlig dag med taler, sang og et helt særligt og synkront spadestik taget af seks børn i alderen (næsten) 2 til 13 år.
Herunder kan du se nogle stemningsbilleder fra arrangementet, hvor bestyrelsesformand Jørgen Keinicke bød velkommen, inden den fyldte sal sammen sang 'Hvor du sætter din fod' af Jens Sejer Andersen og Sigurd Barrett.
De fremmødte fik herefter en præsentation af byggeriet v. Knud-Erik Kjær, direktør i CJ Group, der blev fulgt op af hospiceleder Dorit Simonsens indføring i, hvad et børne- og ungehospice er for en størrelse. De fire friske fyre fra århusianske Clementones gav den gas med et lille udvalg af barbershop-sange, inden regionsrådsformand Anders Kühnau sendte sine og Region Midtjyllands bedste hilsner til byggeriet, der blev skudt i gang i den mudrede jord på det, der nu - og det næste års tid - bliver en byggeplads.
Blandt de ca. 100 gæster var der både samarbejdspartnere og 'venner af huset, indlagte patienter og pårørende, frivillige og medarbejdere, naboer og andre interesserede mennesker.
Hele seancen var krydret med kaffe og flotte kagemænd og -koner, som Hospice Djurslands køkken havde fremtryllet, mens repræsentanter fra Djurslands Bank gik scenevant til hånde med at skænke most, bobler og byde på chokolade, som de selv donerede til festligheden - tusind tak både til køkkenpigerne og til Djurslands Bank.
Og endnu engang tak til alle, der mødte op og var med til at gøre dagen festlig og mindeværdig.
Fotos: Kim Haugaard, Frame2