01/07/2026
Strandbakkedag 2026
Strandbakkedagen er altid en helt særlig dag - og 13. juni 2026 var ingen undtagelse.
Omkring 60 mennesker samlede sig i teltet foran Strandbakkehuset, hvor vi fejrede og huskede.
Strandbakkedagen er en årlig mindedag for familier med tilknytning til Strandbakkehuset. Uanset hvordan indlæggelsen endte, er man velkommen denne dag til at genbesøge huset og medarbejderne og de andre familier.
Denne Strandbakkedag startede med regn - i en sådan grad, at velkomsttalen blev udskudt, og vi i stedet forsøgte at overdøve regnen på teltdugen med sang. Der var glade gensyn og godt humør. Medarbejdere og frivillige havde sat an hele formiddagen med blomster, pynt og lækker mad og drikke. Vores fællessang kunne ikke bare overdøve regnen, men fik endda skubbet skyerne væk, så dagen kunne fortsætte dels i teltet og dels udenfor, hvor der blev tændt bål til skumfiduser og guitar-musik og der kom kø ved Den Glade Isbil.
Stor tak til Brandvæsnet i Rønde, som kom forbi med en brandbil, hvor børnene kunne lege og udforske - det var et kanont indslag!
Stor tak til frivillige, som hjalp med alt praktisk og til med at sætte den helt rigtige stemning for dagen.
Dagen sluttede med vores mindetradition, hvor vi til tonerne af "Må din vej gå i møde" sender balloner til vejrs og mærker, hvad vi mindes.