Musikterapeutpraktikant Emma

Siden Emma gik på efterskole, har hun vidst, at hun ville være musikterapeut. For hende forener musikterapien to ting, hun brænder for: kærligheden til musik og ønsket om at arbejde med mennesker og gøre en forskel for andre. 
Emma studerer musikterapi på Aalborg Universitet og er nu på 9. semester af den femårige uddannelse. Til sommer kan hun kalde sig kandidat i musikterapi. Indtil videre har uddannelsen levet op til det, hun håbede på – en mulighed for at kombinere musikken med arbejdet med mennesker. 

»Musik er et tredje sprog, som vi alle kan.«

Nogle gange kan sorg være så kompleks, at vores almindelige sprog ikke rækker. Ord kan være svære at finde, eller de kan føles for små til det, vi gerne vil sige. Her kan musikken træde til som et tredje sprog – et sprog, vi alle på hver vores måde kender. 

Gennem musikken kan følelser få en anden form og et sted at være. Det har Emma blandt andet oplevet i arbejdet med en søster til en patient på børnehospice. 

De begyndte med at tale. Rigtig meget. Søsteren satte ord på, hvem hendes søster er, hvad hun holder af, hvad hun bedst kan lide og alt muligt andet, der fortæller noget om hende som menneske. 

Dagen efter legede de sig ind i musikken. Søsteren fik mulighed for at prøve forskellige instrumenter og undersøge, hvad der føltes rigtigt. De prøvede sig frem, lyttede og legede – indtil det hele efterhånden tog form som en sang. 
På den måde blev sangen skabt ud fra søsterens egne ord og oplevelser, men gennem et andet sprog end det talte. 

Skabe rum og kontakt

For Emma handler musikterapi om at skabe rum, hvor mennesker kan være sårbare, glade, stærke og alt det midt imellem. Et rum, hvor der er plads til at være menneske – uanset om man er patient, pårørende eller fagperson. 
I det musikterapeutiske rum forsøger hun at skabe mulighed for kontakt. Kontakt til hende, til de andre, der lytter, og måske også til noget indeni sig selv. 
Emmas første møde med hospice var gennem hendes kor, som besøgte hospice og sang for de åbne døre ind til stuerne. Det gjorde indtryk på hende. For bag den gængse forestilling om hospice oplevede hun noget, som måske kan overraske mange: Der er så meget liv. 

Der er plads til musik, nærvær, relationer, glæde og svære følelser. Og netop det liv er noget af det, Emma oplever, at musikken kan være med til at understøtte og give plads til. 

Som musikterapeut er man en del af et tværfagligt arbejde, hvor forskellige fagligheder samarbejder om at skabe bedst mulige vilkår og livskvalitet for patienterne og deres familier. Musikterapi kan derfor være meget forskellig fra menneske til menneske, fordi den tilrettelægges efter den enkeltes behov og situation.

At gøre en forskel i det små

Mødet med børnehospice har også lært Emma at selvomsorg er en vigtig del af arbejdet med andre mennesker. ”Man skal virkelig huske at tjekke ind hos sig selv,” siger hun nikkende.  

Den lærdom håber hun at tage med sig videre fra praktikken. Samtidig er der en anden erfaring, hun gerne vil tage med sig: at huske, at man kan gøre en stor forskel i det små. Det er ikke altid, man afslutter dagen med et konkret bevis på, at man har gjort en forskel. Nogle gange er det mere stille end det. 

Det kan være følelsen af, at nogen lyttede. At musikken skabte et øjeblik med et andet fokus – en pause. At en familie fik mulighed for at sige noget, som ellers var svært at få sagt. Eller at en dag blev en lille smule anderledes, end den ellers ville have været. 

Og måske er det netop noget af det særlige ved musikterapien: at musikken kan skabe et rum, hvor ordene ikke behøver at være nok – og hvor der først og fremmest er plads til at være menneske.