20/03/2020
COVID-19
- hvordan påvirker situationen Strandbakkehuset?
Den alvorlige situation omkring COVID-19 påvirker os alle. Den påvirker samfundet, den påvirker arbejdspladser, den påvirker medarbejdere og den påvirker os som mennesker.
Vi følger situationen tæt, og på Hospice Djursland har vi indrettet en arbejdsdag, der på mange måder ser anderledes ud, end den plejer. Og under de særlige omstændigheder er vi sammen om at stå den næste svære tid igennem, hvad så end den kommer til at bringe os.
Hvad angår Strandbakkehuset børne- og ungehospice, så er byggepladsen lige nu stadig åben og i fuld funktion. Håndværkerne knokler på med oprejst pande, og vores entreprenør melder, at alt går efter planen indtil videre. Også han følger udviklingen af situationen tæt og er klar over, at det kan blive nødvendigt at undvære nogle af mændene på pladsen, da alle i denne situation skal have arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen.
Alle samarbejder om at gøre det bedste, de kan, og det er vi utroligt taknemmelige for.
Hvad de næste uger kommer til at betyde for byggeriets tidsplan, ved vi ikke, men lige nu holder planen.
Tak til alle, der holder hjulene kørende.
Med venlig hilsen
Dorit Simonsen
Hospiceleder
- opdateret 20. marts 2020