19/03/2021
Årets sundhedsbyggeri 2021
- og prisen går til Strandbakkehuset
Strandbakkehuset børne- og ungehospice er kåret til årets sundhedsbyggeri 2021
Det er Nohrcon, der med uddeling af prisen for 4. år i træk sætter fokus på de gode eksempler på byggeri og indretning af hospitaler, plejeboliger, seniorboliger, hospicer og sundhedscentre.
En offentlig afstemning og en fagjury afgjorde, at det var Hospice Djurslands bevægende projekt til hårdt ramte børn og unge, der fortjente anerkendelsen i år. Juryen fremhævede bl.a., projektets store indlevelse i de særlige sårbare menneskers behov. Regionsrådsformand Anders Kühnau (A) er på Region Midtjyllands vegne utrolig stolt af det tilbud om omsorg og lindring, de nu kan give familier med meget syge børn.
Hospiceleder Dorit Simonsen udtaler:
”Vores vision var, at vores nye børne- og ungehospice skulle rumme plads for Liv, Leg & Lindring, og den vision er i høj grad blevet til virkelighed. Vi står i dag med det smukkeste hus, et hus, som omslutter os med dets varme materialer, som tilbyder åbne og rummelige fællesrum, små hemmelige gemmesteder og tilbagetrukne familielejligheder med plads til privatliv og hele familien. Strandbakkehuset børne- og ungehospice er et højt specialiseret hospice, som tilbyder hjemlige rammer og lindrende omsorg og behandling til familier med svært syge børn og unge i en sårbar og vanskelig tid i deres liv. Vi er meget stolte af, at Danmarks første nybyggede børne- og ungehospice er blevet kåret til Årets sundhedsbyggeri 2021 – og vi deler æren med alle dem, der løftede projektet ind i virkeligheden.”
Beskrivelse af vinderen: INDSIGT OG INDLEVELSE = (HJERTE)RUM FOR LIV, LEG OG LINDRING
Strandbakkehuset tilbyder hjemlige rammer, lindrende omsorg og behandling til de svært syge børn og unge og deres familier, der har deres hverdag her i en sårbar tid i livet. Placeringen på toppen af en skrænt giver udsyn og inspiration til fordybelse og refleksion. Det inviterer naturen ind gennem åbninger og forskydninger, så nærheden til søen og skoven bliver Strandbakkehusets særegne styrke.
Huset rummer seks familieboliger, et personaleafsnit og flere fællesfunktioner. Familieboligerne forskyder sig udover skrænten, så de kommer helt tæt på skovgrænsen – med panoramakig over de grønne omgivelser. Det store fællesrum i midten – Hjerterummet – binder husets forskelligartede funktioner og omkringliggende natur sammen.
Store glaspartier skaber stemningsfuldt miljø med optimale lysforhold og unikke kig ud til naturen. Samtidig leder stiforbindelser direkte ind i rummet, så skellet mellem ude og inde sløres, og beboerne inviteres til at bruge landskabet aktivt. Dermed bliver naturen allestedsnærværende – og et afgørende element i livet, legen og lindringen, som huset danner rammerne om.
- læs kommentarer fra den offentlige afstemning og meget mere om prisen her